2. smagsprøve -- Intet at skjule (udk. 12/8)
- sinusreuss
- 12. jul. 2021
- 2 min læsning
Opdateret: 17. jul. 2021
6. juli 2021
Så må det være tid til endnu en smagsprøve, og denne gang har jeg taget fra en novelle, der viser en side af overvågningen, som allerede er her. Ud fra vores adfærd på nettet gætter firmaer sig til mange forskellige ting om os, som de bruger til at målrette deres markedsføring - og det er ikke altid, de gætter rigtigt ...
Kort uddrag fra "Fake news":
Duften af spaghetti med kødsovs rammer hende, og pludselig er hun frådende sulten. Hun spæner nedenunder og smider sig på sin plads over for forældrene, langer til sig, mens ordene vælter ud af hende. “Jeg fik pladsen efter GoSho, TeamRIP tog mig, jeg spillede også perfekt, ingen fejl, okay, en fejl eller to, men jeg reddede mit team fra at vade i en fælde, der ville have kostet os alle sammen livet ...“ Hun standser med skeen i kødsovsen. “Hvorfor siger I ikke noget? Er I slet ikke glade på mine vegne?” Hun slipper grydeskeen og rynker brynene, kigger rundt på bordet. Hendes mors og fars tallerkner er stadig tomme. Midterfolden i den blomstrede dug ligger ikke helt lige, og bestikket er ikke placeret pænt med kniv på den ene side og gaffel på den anden. Det ligger på den ene side af tallerknen, hurtigt lagt fra sig. Hendes mors gaffel vender den forkerte vej. De ser begge på hende, som om nogen er død. “Hvad sker der?” “Du har modtaget en pakke.” Hendes far bøjer sig og samler noget op fra gulvet. “En pakke? Fra hvem?” Hendes far rækker over bordet og lægger en farvestrålende pakke ved siden af hendes meget fulde tallerken. Hun samler den op og drejer den mellem hænderne. Den er på størrelse med en skotøjsæske, men vejer ikke meget. Der er tegnede skyer i mange farver på og et billede af en glad baby. Babyboom.dk står der med krøllet skrift på siderne. “Hvad pokker er det?” “Pak den op,” siger hendes mor. Hun trækker på skuldrene og river pappet i stykker. To bittesmå bleer, sutter, et stykke babytøj, nogle breve med ingefærte og nogle foldere og gavekuponer, et foldet brev, hvor den øverste linie er skrevet med fed skrift. Tillykke med graviditeten. Hun løfter undrende den ene lille ble. “Hvorfor har du ikke fortalt, at du er gravid?” siger hendes mor. “Hvad?” Hun kigger på sine forældre med rynket pande, frem og tilbage. “Hvordan kunne du være så dum?” siger hendes far. “Jeg er sguda ikke gravid.” Et skingert fnis undslipper hende, men drukner i den tunge stemning. Hendes forældre stirrer på hende uden at fortrække en mine.





Kommentarer