9. bud - Du må ikke begære din næstes hus

Lige en lille smagsprøve fra min nyeste bog "De ti bud - ti billeder i tiden", rigtig fint illustreret af Daniel N Haase

.

De ti korte, intense (og grumme, siger flere, der har læst dem) noveller kigger på mange facetter af samfundets skyggesider, så de er naturligvis meget forskellige, men jeg er jo nødt til at vælge én, så det bliver det 9. bud:

DU MÅ IKKE BEGÆRE DIN NÆSTES HUS

Mennesket halvt sidder halvt ligger op ad husmuren med benene slænget ud fra sig og armene hængende over kors over brystet med hænderne stukket i armhulerne. Det sorte, småkrøllede hår er halvlangt og filtret, dækker ører og pande, læberne er svulmende, kindbenene høje og markerede og huden mørk som kaffe. Øjnene er lukkede. Tøjet er slidt og ser gråsort ud i tusmørket. Krøllede reklameaviser er bredt ud under og over hans krop og ben, som kan de give varme.

En rusten, tom dåse står ved siden af ham og kalder på medlidenhed. Rimfrosten glitrer på asfalten i skæret fra en nærtstående gadelygte. Hvide, fimrende frosttråde dækker aviserne, de har ikke nået mandens tøj eller hud.

Menneskets skosåler når akkurat kanten af fortovsfliserne. Støvler går forbi. Alene, i par eller flok. Høje, spidse hæle klikker mod fliserne, gummisåler swisher forbi, blankpudsede støvler med hårde såler klakker mod stenfladen. Få blikke strejfer manden. Stemmer flyder ned over ham som flager af sne.

“Hvorfor bliver de dog ikke hjemme? Jeg fatter ikke...”

“...og så du den kjole, hun havde købt. Den var så...”

“Hvad skal de heroppe?”

“...den video jeg sendte med kvinderne, der pruttede og...”

“...super fedt med en rejse om vinteren, det er ikke til at holde ud at være i Danmark hele...”

“De kan sguda bruge deres kræfter på at hjælpe i deres eget land.”

“Vi kan ikke brødføde hele Afrika. De må...”

“...skattefar får sgu så rigeligt, uden nogen behøver at have ondt af, at jeg...”

En flok standser op. Grimme ord regner blidt over ham. Han bevæger sig ikke. Måske forstår han ikke. Måske sover han.

Gul regn rammer ham sammen med rå latter. Hans læber presser sammen, og hovedet drejer til siden, øjenlågene sitrer, men åbner ikke.

Tis pletter aviserne over hans ben og underkrop.

“Aj, altså, hvor er du ulækker.” Den skingre pigestemme slår over i en fnisen.

“Kom nu”, siger en anden pigestemme, og flokken af ben fortsætter, grinende, fnisende, højtråbende.

Et stort fnug daler. Glitrer i lyset fra gadelygten. Lander på en kaffebrun kind. Smelter til en stor dråbe, der triller ned ad kinden som en fejlplaceret tåre.

Flere støvler og sko går forbi. Flere stemmer.

Flere fnug falder, lægger sig på aviserne, smelter på asfalten og huden.

En sort, klodset støvle sparker til menneskets sko, så benene flyver til side og vælter den rustne dåse med en klirren. Ingen raslen af mønter.

Støvlerne går videre. Benene bliver liggende.

Et fnug daler, lægger sig på kinden. Bliver liggende hvidt mod den brune hud. Endnu et lægger sig ved siden af. Og endnu et. Sneen falder tættere.