Smagsprøve fra "CPH under vand"

Så kom min "CPH under vand" ud (under BogForum) - og nej, den er ikke dystopisk, som de fleste (måske ikke helt urimeligt) tror. Faktisk vil jeg vildt gerne selv bo i det oversvømmede København, hvor der er mere ro på, og man tager sig tid til at leve livet.

Men I skal da have en lille smagsprøve fra romanen, hvor I kan opleve lidt af byen. Det er nødvendigt at vide, at Nini er på besøg hos sin bror, Kim, der bor i det, der engang var Sundby. Kat er Kims gode ven og næsten-kæreste. Og stakkels Nini bliver desværre søsyg for et godt ord og er blevet udsat for nogle ikke ligefrem succesfyldte ture med Kim og Kat. Men nu:

”Jeg sejler ingen steder,” bryder Nini ind i Kims og Kats samtale om, hvad de kan lave i dag. Inden Kim og Kat spinner ud i alt for sindssyge ideer. ”Heller ikke på de der vanvittige løbehjul, I holder jer.”

Kim rynker tænksomt panden. Kat lyser op i et stort grin, der straks gør Nini bekymret.

”Selvfølgelig.” Hun benytter chancen til at lægge en arm om Kim. ”Vi tager i labyrinten.”

”Nå ja.” Kim smiler og kigger på Nini. ”Den er spændende.”

”Spændende?” siger hun skeptisk. ”Er der noget vand?”

”Vi skal ikke sejle, kun svømme.”

”Labyrinten er nede i Øresund ... under vandet.” Kat lyder

så begejstret, at Nini bliver endnu mere urolig. ”Der er ingen bølger, så du bliver ikke søsyg.”

”Hmm.” Hun er ikke overbevist, men har stadig lidt dårlig samvittighed over, at hun overfusede Kim, så hun overgiver sig hurtigt, og kort efter går de ud i gangen og tager heldragter på. Dragten trækker lidt i Ninis hår, og hun bøvler med at få det til at sidde ordentligt, før hun giver op og sætter det i en knold, som dragten former sig fint efter. Så går de ud.

De tre skridt på den gyngende bro når kun lige at starte en svag murren i svælget, og hun springer på hovedet i vandet, der lægger sig blødt om hende. Det føles let køligt i hendes dragt, der heldigvis kun har delvis følsomhed. Kim svømmer ned under hende.

”Læg dig over min ryg og hold fast om mig. Der er ikke fremdrift i dragten, og du er ikke vant til at svømme. Vi skal et stykke vej.”

Nini hager sig fast i ham, og så svømmer han og Kat afsted mod øst, ud mod Øresund.

De svømmer blandt træer og huse, og Nini kigger rundt med store øjne. Her er sammenstyrtede huse og hele huse. Nogle stikker toppen op over vandoverfladen, andre er helt dækkede af havet. Solen skinner ned gennem vandet, og overalt er her liv. Myriader af tang i forskellige former og farver. Fisk, gopler, krabber og søstjerner, tanglopper og masser af havdyr, som Nini ikke engang ved, hvad hedder.

Vandet begynder at blive dybere, tangen mørkere. Snart forsvinder havbunden under dem og erstattes af et sort mørke, der gør Nini utryg. Hvad gemmer sig nede i dybet, som de ikke kan se?

Kim og Kat standser foran et gitter, der spærrer al videre færd. Det breder sig til højre og venstre, opad og nedad. Inde bagved går tilsvarende gitre på kryds og tværs. Der er et par håndsbredder mellem tremmerne, lige akkurat lidt nok til, at intet menneske burde kunne mase sig igennem. Jo, spædbørn måske, men de svømmer jo nok ikke ligefrem rundt herude, selvom københavnere er sindssyge.

”Hvad er det?” siger Nini.

”Labyrinten,” siger Kat.

”De ændrer den hver måned, så den er aldrig den samme.”

Kims øjne skinner bag den gennemsigtige dragt. ”Er det ikke vildt?”

”Joh, det er det vel,” siger Nini tøvende. Hun er ikke spor sikker på, at en labyrint i flere etager her under vandet er nogen særlig god ide, men i det mindste er hun ikke søsyg.